En rejse i tiden

En rejse i tiden - helt uden bagkant...

Tid er en ganske mærkelig størrelse. På den ene side er der ikke ret meget, som vi opdeler mere effektivt og præcist end tid. Hele verden er synkroniseret og i takt med tiden. Alligevel har vi på den anden side ganske svært ved at forklare, hvad tid er. Den bliver pludselig et glat stykke sæbe imellem hænderne på os, når vi skal sætte ord på. 

Engang, før vores kunstige og kroniske tid, var det hele lidt mindre kompliceret. Tiden var synonym med naturens egen rytme. Når solen stod op, startede dagen. Når den gik ned, sluttede den igen. I dag er tidsrummet mellem morgengry og solnedgang defineret og opdelt på en helt anden måde. Her er det mødetider, aftaler, deadlines, TV-tider, ventetider, hentetider og træningstider, der sætter dagsordenen i en hverdag, der er planlagt, så den fungerer og hænger sammen med alle sine små temposkift. Derhjemme og på jobbet. 

Men hvad nu, hvis vi helt bogstaveligt spoler tiden tilbage? Tager en time-out og drager på en rejse i tiden? Hvis vi trækker stikket og gør, hvad vi har lyst til og brug for? Sover længe/står tidligt op, mediterer, leger med ungerne, løber, tager et langt bad, læser hele avisen, står på hovedet, rejser ud i verden... 

Går tiden så i stå?
Er den der stadig, når vi vender tilbage med ny energi? 

Det tør jeg godt satse på.
For det smarte ved fremtiden er, som Abraham Lincoln sagde, at den kommer én dag ad gangen. Måske skal flere af dagene være af den slags med time-out og helt uden bagkant...? 

God rejse i tiden... 

Danny Schjødt Pedersen
Tekstforfatter, journalist og kommunikationsrådgiver
www.mellemlinierne.dk